BWV 177 “Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ”

Da Bach i foråret 1724 påbegyndte sin koralkantate-årgang faldt 4. søndag i Trinitatis sammen med Mariæ besøgelsesdag 2. juli. Til denne lejlighed komponerede Bach kantaten Meine Seel erhebt den Herren, BWV 10. Dermed manglede en kantate til 4. søndag i Trinitatis i Bachs koralkantate-samling. I 1732 fandt Bach dog anledning til at udfylde den tomme plads med nærværende kantate over Johann Agricolas salme Ich Ruf zu dir, Herr Jesu Christ, som blev opført 6. juli på netop 4. søndag i Trinitatis.

Under sin ansættelse i Weimar havde Bach tidligere gjort brug af salmen Ich Ruf zu dir, Herr Jesu Christ i kantaten Barmherziges Herze der ewigen Liebe, BWV 185 fra 1715, hvor koralmelodien spiller en central rolle i den indledende og afsluttende sats. Den er dog nok mest kendt som cantus firmus i et af Bachs mest elskede koralforspil, nemlig Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ (BWV 639), som indgår i samlingen Orgelbüchlein.

I langt hovedparten af de koralkantater Bach skrev i årgangen 1724/25, gengives kun teksten til første og sidste vers af koralen i sin originale form, mens de mellemliggende vers er omskrevet til brug for recitativer og arier. Til denne kantate, derimod, gengives hele Agricolas salmetekst vers for vers. Den type koralkantate, kaldet per omnes versus, er en form, som egentlig hører hjemme i 1600-tallets frühbarok, og Bach adopterede da også kantatetypen fra bl.a. Buxtehude, som han besøgte i Lübeck 1705. Bach benyttede hovedsageligt per omnes versus-formen i sin ungdom, men vendte tilbage til den flere gange siden, bl.a. i kantaten Was willst du dich betrüben, BWV 107 fra 1724, som vi hørte i Enghave 9. oktober 2016. I denne sammenhæng skal også nævnes kantaten Gelobet sei der Herr, mein Gott, BWV 129 fra 1727, som er i familie med kantate 177 idet den også er per omnes versus og ligeledes blev skrevet som senere supplement til koralkantate-samlingen.

Udover fraværet af recitativer, er det særlige ved per omnes versus-kantaterne det formmæssige ”problem”, som ligger i, at de fleste salmer er opbygget i AAB-form (også kaldet bar-form, eller zwei stollen und ein abgesang), hvorimod Bachs foretrukne satsstruktur er den italienske arie-form, som er allermest udtalt i dacapo-arien, nemlig ABA-formen. Denne formmæssige udfordring finder Bach mange interessante løsninger på i sine per omnes versus-kantater. Det gælder også for denne kantate, hvilket vi vil komme tilbage til…

Søndagens læsning er Lukas-evangeliets afsnit om Fjendekærlighed (6, 27-36). I 3. vers af Agricolas salme omhandles dette emne, og det er nok grunden til, at Ich Ruf zu dir, Herr Jesu Christ ofte benyttes som salme til denne søndag i kirkeåret, hvorfor Bachs valg altså har virket naturligt.

Overordnet set er salmen udformet som en bøn til Gud om at blive holdt fast og styrket i troen, for at kunne blive et bedre kristent menneske.

Åbningskoret følger den mest almindelige skabelon for koralkantaternes åbningskoraler med cantus firmus i sopranstemmen. De tre øvrige stemmer alt, tenor og bas danner en polyfon sats omkring sopranen, mens orkesteret former en selvstændig koncertant sats. Udover strygere og to oboer består orkesteret af en violino concertante, der spiller en solistisk rolle satsen igennem. Den introducerer også det gennemgående tema, der udmunder i en sekvens og gestalter sig som en decideret ørehænger. Det er også værd at bemærke oboens første indsats: et kvintspring op til en lang tone. Dette motiv er en foregribelse af de tre kor-understemmers første indsats Ich ruf… (Jeg råber), og binder dermed orkester- og korsats elegant sammen med salmeteksten.

En sørgmodig baslinje med seufzer-motiver indleder altens arie og sætter dermed stemningen for salmens andet vers. Bach lader alten stå alene med den snørklede continuostemme og skaber derved en underliggende stemning af ensomhed og angst i altens bøn. Den indadvendte og nedtrykte stemning vendes i sopranens arie. Hvor de to første satser stod i mol-tonarterne g-mol og c-mol, skiftes nu til Es-dur, og med sopranens lyse stemme og den sonore obo da caccia indgydes håb om tilgivelse og frelse: Verzeih mir auch zu dieser Stund, Gib mir ein neues Leben (Tilgiv mig også i denne stund, giv mig et nyt liv). Som kantatens centrale sats har sopranens arie ydermere funktion som vendepunkt i den musikalske udvikling, Bach bygger op fra det klagende og angstfulde i altens arie til forløsning og jubelsang i tenorens afsluttende arie. Tenoren akkompagneres her af den usædvanlige kombination af violin og fagot, hvilket bestemt ikke er uden charme. Vi bevæger os nu til B-dur og en helt igennem frejdig karakter. Klagen fra de to indledende satser er endegyldigt forstummet. Kun til teksten …deine Gnad, die uns errett’ vom Sterben. (…din nåde, som redder os fra døden) stopper satsen eftertænksomt op.

Kantatens tre arier former tilsammen et opbyggeligt forløb, hvor det kristne menneske går fra klage og angst til at finde sikkerhed og forløsning i troen på Gud. Forløbet underbygges, som nævnt, af valget af tonearter fra mol til dur, men det høres også i instrumenteringen, som opbygges fra kun continuoledsagelse i altarien, til obo da caccia og continuo i sopranarien og endelig til violin og fagot og continuo i tenorarien. Også formmæssigt sker en udvikling, hvor arierne gradvist bevæger sig væk fra salmens bar-form. I altens arie stemmer salmeteksten og den musikalske AAB-form fortsat overens. I sopranarien sættes de to første stollen sammen til én del, hvorimod versets abgesang gentages og altså skaber en A-B-B1-form. Og endelig i tenorens arie kombineres de to til en A-A1-B-B1-form.

I den afsluttende firstemmige koral overrasker Bach os med en velplaceret dobbeltskuffende kadence på ordet umstoßen (falde i fristelse). Desuden er der tilføjet gennemgangsnoder og triller til melodilinjen, som sammen med den som altid elegante harmonisering, giver koralen en ekspressiv karakter.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ,
Ich bitt, erhör mein Klagen,
Verleih mir Gnad zu dieser Frist,
Lass mich doch nicht verzagen;
Den rechten Glauben, Herr, ich mein,
Den wollest du mir geben,
Dir zu leben,
Meinm Nächsten nütz zu sein,
Dein Wort zu halten eben.

2. Aria A
Ich bitt noch mehr, o Herre Gott,
Du kannst es mir wohl geben:
Dass ich werd nimmermehr zu Spott,
Die Hoffnung gib darneben,
Voraus, wenn ich muss hier davon,
Dass ich dir mög vertrauen
Und nicht bauen
Auf alles mein Tun,
Sonst wird mich’s ewig reuen.

3. Aria S
Verleih, dass ich aus Herzensgrund
Mein’ Feinden mög vergeben,
Verzeih mir auch zu dieser Stund,
Gib mir ein neues Leben;
Dein Wort mein Speis lass allweg sein,
Damit mein Seel zu nähren,
Mich zu wehren,
Wenn Unglück geht daher,
Das mich bald möcht abkehren.

4. Aria T
Lass mich kein Lust noch Furcht von dir
In dieser Welt abwenden.
Beständigsein ans End gib mir,
Du hast’s allein in Händen;
Und wem du’s gibst, der hat’s umsonst:
Es kann niemand ererben
Noch erwerben
Durch Werke deine Gnad,
Die uns errett’ vom Sterben.

5. Choral
Ich lieg im Streit und widerstreb,
Hilf, o Herr Christ, dem Schwachen!
An deiner Gnad allein ich kleb,
Du kannst mich stärker machen.
Kömmt nun Anfechtung, Herr, so wehr,
Dass sie mich nicht umstoßen.
Du kannst maßen,
Dass mir’s nicht bring Gefahr;
Ich weiß, du wirst’s nicht lassen.

1. Kor
Jeg råber til Dig, Herre Jesus Krist,
jeg beder, lyt til min klagen.
Vær mig nådig, så længe jeg lever,
lad mig ikke svigte.
Den rette tro
gav du mig jo, Herre,
så jeg kan leve for Dig,
gavne min næste
og holde Dit ord.

2. Arie A
Jeg beder om mere, Herre,
Du kan give mig det:
at jeg aldrig bliver til latter og hån,
og giv mig desuden det håb
før jeg skal herfra,
at jeg stoler på Dig,
og ikke bygger
på egen formåen,
for det vil jeg evigt fortryde.

3. Arie S
Giv, at jeg af et oprigtigt hjerte
vil tilgive mine fjender;
tilgiv mig også indtil dette øjeblik,
giv mig et nyt liv;
lad mig alene leve af Dit ord,
så at min sjæl næres
og jeg kan forsvare mig selv,
når ulykken sker,
som let kunne lede mig på afveje.

4. Arie T
Lad hverken denne verdens lyst eller nød
få mig til at vende mig bort fra Dig.
Giv mig at være bestandig, når livet slutter.
Alt er i Din hånd;
og den, der tager imod det, får det kvit og frit.
Ingen kan arve det,
eller opnå det,
som er Din nådes værk,
der redder os fra at dø.

5. Koral
Jeg kæmper og gør modstand,
hjælp mig, Herre Kristus, jeg er svag!
Jeg klynger mig alene til Din nåde.
Du kan gøre mig stærkere.
Skulle jeg blive anfægtet, Herre, så værn mig,
så anfægtelserne ikke vælter mig omkuld.
Du kan afmåle dem,
så jeg ikke bringes i fare;
Jeg ved, Du gør det uophørligt.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Johann Agricola (ca. 1529)
Besætning: Solister: S A T Kor: S A T B, Obo I/II, Obo da caccia, Fagot, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 4. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 6. juli 1732 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 2. februar 2018 i Apostelkirken

Find andre Bachværker til 4. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Johann Agricola (som Enghave Barok har opført)

Begivenheder

  1. onsdag 21. marts-fredag 21. september

    361° på Hofteateret

  2. fredag 5. oktober|20:00

    Bachkantater

  3. lørdag 10. november|15:00

    Bachkantater

FACEBOOK