BWV 105 ”Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht”

Kantate 105 ”Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht” er skrevet til 9. søndag efter Trinitatis og havde sin førsteopførelse 25. juli 1723. Kantaten er sandsynligvis den første helt igennem ny-komponerede kantate, Bach skrev efter han tiltrådte stillingen i Leipzig på Trinitatis søndag – altså godt to måneder forinden – da Bach i de foregående ugers kantater til dels benyttede genbrugt materiale. Det er en af første årgangs mest inspirerede kantater; en indlevende beskrivelse af den menneskelige sjæls frygt og bæven over Guds dom på den yderste dag. Den tyske Bach-forsker Alfred Dürr fremhæver kantaten som værende ”blandt de mest sublime beskrivelser af sjælen i barok og kristen kunst”.

Den ukendte librettist tager udgangspunkt i søndagens læsning, Lukas 16,1-9 om den uærlige godsforvalter, som nedskriver sin herremands tilgodehavender for at skaffe sig venner nu da han står til at blive fyret. Lignelsen slutter med Jesu ord: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. Librettisten fortolker lignelsen således, at vi ikke er værdige til Jesus’ død på korset, og at de færreste vil slippe godt igennem dommens dag. Det er altså Guds dom over sjælen, som er udgangspunktet i kantaten, og hertil benytter librettisten et gammeltestamenteligt citat til åbningskoret, nemlig Psalme 143,2 ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig”.

Åbningskoret falder overordnet i to dele – én til hvert tekstled – først en Adagio-sats i motet-stil, efterfulgt af en Allegro-fuga. Dürr bekriver formen som en slags Præludium og Fuga – en opbygning vi især kender fra orgelværkerne. Som det ofte ses i Bachs kantatekor, er satsen yderligere underdelt således, at hvert sangafsnit først ledsages udelukkende af contiunuostemmen og derefter af en strygersats, der følger sangerne. Det antyder, at Bach her benyttede sig af concertino/ripieno-princippet: en dobbeltkvartet-model, hvor de fire concertist-sangere har en solistisk rolle, mens de fire ripienist-sangere følger strygersatsen i tutti-afsnittene. Det er en form vi ved, Bach (i hvert fald i perioder) benyttede sig af, da der findes flere åbningskor i samme form med ripieno-stemmer udformet efter de principper.

Satsen åbner med et orkesterforspil med oboer og strygere i overbunde forudhold og en continuostemme, der med sine gentagne ottendedelsnoder ulmer under satsen. Orkester- og korsatsen til første del af satsen kan i nogen grad minde om åbningskoret til Johannespassionen, og det er da også en lignende underliggende angst, Bach udtrykker her, hvor et menneske frygter Guds dom.
I det følgende recitativ bøjer alten sig ydmygt og bekender sin fejlbarlighed over for Gud. Den afsluttende sætning ”og lader mig ikke falde i den fare, at lyve om eller skjule min sjæls fejl” fungerer som overledning til en af de smukkeste og mest inderlige arier i hele Bachs oeuvre; sopran-arien Wie zittern und Wanken. Bachs portræt af den skælvende sjæl er hjerteskærende. Han fjerner i bogstaveligste forstand fundamentet under sopranen ved at udelade continuostemmen og lade sangeren stå tilbage med blot et strygerakkompagnement og en obligat obo. Bach genbruger senere samme effekt i Matthæuspassionen, hvor korsfæstelsesscenen for en kort stund bliver afbrudt af den ligeså hjerteskærende sopranarie Aus Liebe, som også er uden continuo. Bach kendte sine virkemidler – og benyttede dem! Sjælens skælven understreges af strygernes tremolo, en barok effekt, som Bachs store forbillede Buxtehude benytter i adskillige kantater, bland andet som beskrivelse af det skælvende knæ i Ad genua i hovedværket Membra Jesu Nostri, og i den rystende beskrivelse af en druknende sjæl i kantaten Gott, hilf mir.

Med bassens acompagnato-recitativ vendes trøstesløsheden til håb, da vi endelig når frem til læren af dagens læsning fra Lukas-evangeliet om eftergivelsen af de ubetalte regninger: Jesus frelser os og gør gennem sin død regningen op med Gud. Således føres vi til tenorens triumferende afsværgelse af jordisk gods: ”kan jeg blot være ven med Jesus, vil mammon intet betyde for mig”. Satsen er frisk og dansant og står i kontrast til den foregående sopranarie. Tenoren ledsages af strygere og af et horn, som fra ende til anden omkrandses af en filigran-violinstemme.

I den afsluttende koral vendes blikket atter indad med 11. vers af Johann Rists salme Jesu, der du meine Seele. Koralen fungerer som en refleksion over hele kantatens tematik; bekymringen, der afløses af lettelse: ”Nu ved jeg, du vil berolige min sjæl … at i hele den vide verden, skal ingen være fortabt”. Det er en rørende tekst, som fanger selve essensen af kantaten, og Bach vender derfor tilbage til det bekymrende skælvende tremolo-motiv i strygersatsen fra sopranarien. Men vi bliver beroliget, og strygersatsen lægger sig i løbet af koralen gradvis til ro – fra sekstendedele, til ottendedelstrioler, til ottendedele til fjerdedele. En genial afslutning på en af perlerne i hele Bachs kantateværk.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht.
Denn vor dir wird kein Lebendiger gerecht.

2. Recitativo A
Mein Gott, verwirf mich nicht,
Indem ich mich in Demut vor dir beuge,
Von deinem Angesicht.
Ich weiß, wie groß dein Zorn und mein Verbrechen ist,
Dass du zugleich ein schneller Zeuge
Und ein gerechter Richter bist.
Ich lege dir ein frei Bekenntnis dar
Und stürze mich nicht in Gefahr,
Die Fehler meiner Seelen
Zu leugnen, zu verhehlen!

3. Aria S
Wie zittern und wanken
Der Sünder Gedanken,
Indem sie sich untereinander verklagen
Und wiederum sich zu entschuldigen wagen.
So wird ein geängstigt Gewissen
Durch eigene Folter zerrissen.

4. Recitativo B
Wohl aber dem, der seinen Bürgen weiß,
Der alle Schuld ersetzet,
So wird die Handschrift ausgetan,
Wenn Jesus sie mit Blute netzet.
Er heftet sie ans Kreuze selber an,
Er wird von deinen Gütern, Leib und Leben,
Wenn deine Sterbestunde schlägt,
Dem Vater selbst die Rechnung übergeben.
So mag man deinen Leib, den man zum Grabe trägt,
Mit Sand und Staub beschütten,
Dein Heiland öffnet dir die ewgen Hütten.

5. Aria T
Kann ich nur Jesum mir zum Freunde machen,
So gilt der Mammon nichts bei mir.
Ich finde kein Vergnügen hier
Bei dieser eitlen Welt und irdschen Sachen.

6. Choral
Nun, ich weiß, du wirst mir stillen
Mein Gewissen, das mich plagt.
Es wird deine Treu erfüllen,
Was du selber hast gesagt:
Dass auf dieser weiten Erden
Keiner soll verloren werden,
Sondern ewig leben soll,
Wenn er nur ist Glaubens voll.

1. Kor
Herre, gå ikke i rette med din tjener.
For intet menneske er retfærdigt for Dig.

2. Recitativ A
Min Gud, forvis mig
ikke fra dit ansigt,
idet jeg ydmygt bøjer mig for Dig.
Jeg ved, hvor stor din vrede
og min forbrydelse er,
at Du på en gang vidner hurtigt
og dømmer retfærdigt.
Jeg bekender åbent for Dig
og styrter mig ikke ud i den fare,
at benægte og skjule
mit væsens fejl.

3. Arie S
Hvor dog synderens tanker
ryster og bæver,
mens de gensidigt anklager hinanden
og samtidigt vover
at undskylde sig selv.
Således sønderrives
en bange samvittighed ved at pine sig selv.

4. Recitativ B
Vel den, der ved, hvem der hæfter for ham
og erstatter al skyld.
For gældsbeviset slettes,
når Jesus væder det med sit blod
og selv fæster det til korset.
Når din sidste time slår,
vil Jesus selv overgive opgørelsen,
der omfatter dig selv og alt,
hvad du ejer og har, til Faderen.
Om end man kaster jord
på dit legeme,
som bæres til graven,
så åbner Frelseren de evige boliger for dig.

5. Arie T
Om jeg blot kan gøre Jesus
til min ven,
så er mammon mig helt ligegyldig.
Jeg finder ingen glæde her
ved denne forfængelige verden
og alt det jordiske.

6. Koral
Dog, jeg ved, at Du vil berolige
min plagede samvittighed.
Din trofasthed vil opfylde,
hvad Du selv har sagt:
At på den vide jord
skal ingen gå fortabt,
men leve evigt,
når blot han tror.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym digter; 1. sats: Psalme 143,2; 6. sats: Johann Rist 1641
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Corno, Obo I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 9. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 25. juli 1723 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 19. november 2016 i Gl. Vor Frue Kirke, Roskilde; 20. november 2016 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 9. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter eller Johann Rist eller Psalme 143 (som Enghave Barok har opført)

Begivenheder

  1. fredag 2. februar 2018|19:30

    Bachkantater

  2. fredag 9. marts 2018|19:30

    Bachkantater

FACEBOOK

Enghave Barok
Enghave Barok09/09/2017 @ 13:15
Enghave Barok
Enghave Barok08/09/2017 @ 20:59

Er du klar til at møde den unge Bach? Hvis ikke kan du forberede dig til mødet ved at hente programmet her: https://indd.adobe.com/view/fa452428-b436-4115-b8b3-8841235f30f5
Begivenheden finder sted lørdag 9/9 kl. 15 i Apostelkirken - der er FRI ENTRÉ: https://www.facebook.com/enghavebarok/posts/1543309425715414

Enghave Barok
Enghave Barok har tilføjet 5 nye billeder.08/09/2017 @ 16:05

Stemningsbilleder fra skolekoncerter i Apostelkirken med musik af den unge Bach. I morgen, lørdag 9/9 kl. 15 er der fri adgang for alle. Dørene åbner kl. 14:30: https://www.facebook.com/enghavebarok/posts/1543309425715414

Enghave Barok
Enghave Barok31/08/2017 @ 19:04

Et lille smugkig ind i Jesenka's øvelokale, hvor hun øver på det spændende instrument Viola d'amore der skal bruges i Kantate 152.
Kom og hør lørdag 9/9 kl. 15. Dørene åbner 14:30 - der er fri entré!
https://www.facebook.com/enghavebarok/posts/1543309425715414

Enghave Barok
Enghave Barok28/08/2017 @ 21:28

I disse dage skriver Jakob Bloch Jespersen på programnoter til de tre smukke kantater af den unge Bach vi opfører 9/9 kl. 15: https://www.facebook.com/events/257497964654695
I mellemtiden kan vi anbefale at lytte til Jakobs podcast serie over Carl Nielsen og Anne Marie Carl...